Tilbageblik
Set med rette øjne, en spændende tid i medgang og modgang. Et tilbageblik og lidt om mig. Som ung ville jeg så meget, men fik ikke noget forærende, så mulighederne var begrænsede. Jeg havde drømme og ideer som andre unge og ville have været i lære som tømrer og så senere have læst til arkitekt.
Jeg er opvokset på en lille landbrugsejendom på 7 tønde land hvor vi tog roerne op med håndkraft, slog græs til hø med le, pløjede med hest, læste i petroleumslampens skær, hentede vand fra en åben brønd. Udover landbruget gik min far ud som daglejer hos bønderne, slæbte træ ud med hesten i Stursbøl Plantage, osv. Han handlede med gammelt jern, lidt antikviteter, juletræer osv.
Der var ikke meget at slå til side med, men min fars motto var: Vi har klaret os selv alle dage og det bliver vi ved med.
Jeg forlod skolen efter syvende klasse og tog arbejde på et savværk som arbejdsdreng og boede på et lejet værelse i Jels.
Et par år på Jels Sav & Høvleværk med opskæring af skovtræ, bygningstømmer, fremstilling af gulvbrædder havemøbler, opførelse af parcelhuse, og opførelse af Nygårdskirken i Brøndbyøster og meget andet. Et ophold på Blidstrup Ungdomsskole, Mors; - svarende til ottende, niende klasse. Et år ved landbruget.
Vagabond i nogle måneder, hvor vi cyklede ca. 50 kilometer om dagen. Første dag fra Vamdrup til Grindsted, så til Sønder Omme og videre til Herning, Holstebro, Skive, Nykøbing på Mors, Em ved Blidstrup og Øster Assels, Thisted, Fjerritslev, Nørresundby, Frederikshavn, og færgen til Gøteborg i Sverige.
Vi havde en sovepose med og overnattede som regel i laden hos bønderne. Vores mål var egentlig at søge og få arbejde på Aalborg Skibsværft, men grundet massefyringer var det ikke muligt. Der var arbejdsløshed mange steder, så vi besluttede at rejse til Gøteborg i Sverige.
Her søgte vi arbejde på 3 skibsværfter. Götaværft, Erichsberg og Lindholm, men her var ligeledes arbejdsløshed og vi kom ikke i arbejde.
Pengene var brugt op, og vi kendte ikke til socialkontorer og offentlig hjælp, så vi tiggede os frem. Et stykke brød her og der. De fleste var flinke, men der var også dem der jagede os bort. Vi var jo meget unge mennesker.
I sverige sov vi i parker, gartnerier osv., og i Danmark var det mest bønderne vi besøgte. En kortvarig vagabondtilværelse, uforglemmelig sjov og anderledes der altid erindres.
Vi ville ud at sejle og søgte hyre flere steder, bl.a. i Hirtshals. Først søgte vi hyre og de svarede; - har i en søfartsbog kan vi skrive jer op og ellers har det ingen interesse. Vi tog så ind på et forhyringskontor for at få udstedt en søfartsbog. Her fik vi den omvendte ordlyd; - har i hyre kan vi udstede en søfartsbog, ellers ikke. Vi droppede de vilde drømme om at komme ud at sejle.
Efter en tre måneders tid lykkedes det mig at få lidt daglejerarbejde på en gård i Smidstrup ved Vrå, mellem Hjørring og Brønderslev i Vendsyssel.
Kort tid efter arbejdede jeg så på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev. Jeg var i ekspeditionen hvor der fremstilledes VIHY Formudstyr til betonrør og eksporteredes til det meste af verden. Vi læssede lastbikler, containere, fremstillede trækasser og søtætte kasser osv. Jeg var med ved opførelsen af en ny produktionsbygning på 10.000 kvadratmeter og en administrationsbygning på 2.400 kvadratmeter, dengang Europas største administrationsbygning i et plan. Herefter ude som montør af porte, aluminiumsfacader, vinduer og døre for Pedershåb, vinduesfabrikken i Brønderslev. Pedershåb blev solgt, og blev en del af F.L. Schmidt koncernen. Jeg boede på Kornumgårdsvej i Brønderslev ikke langt fra Pedershåb Maskinfabrik. I dag er Kornumgård hvor jeg boede jævnet med jorden og der er opført et plejehjem.
En periode på Lindø Skibsværft på Fyn, - så Karl Møllers Maskinfabrik i Nagbøl i drejeriet. - Køleskabsfabrikken Brødrene Gram, Vojens i drejeriet og senere montageafdelingen i køleskabsafdelingen. Maling og tapetsering hos malermester Teddy Møller i Vamdrup som først startede på fritidsbasis og senere fuldtids.
En sommer i Skåne i Sverige for Sprøjteselskabet S-48 hjemhørende i Kvistgård på Sjælland. – Rockwool AS i Vamdrup, flere perioder, 1) Spindepasser, 2) Produktion, 3) Tagpapafdelingen. – Gartneri i Skodborg – Møbelfabrik Scantic i Københoved – Frysehus Frigo Scandia i Vejen – Crone Film i Farum som medarbejder og tekniker under opførelse af en August Strindberg film ”Et Liv”, hvor nogle af optagelserne foregik på Sønderskovgård ved Brørup. Det var spændende at være med til at lave film, som foregik i 1890erne. Opbygning af kulisser etc. etc., samt reetablering af området.
Murerarbejdsmand hos Haderslev Byggeforretning hvor vi bl.a. opførte flere huse i Starup – Murerarbejdsmand hos Toftlund Byggeforretning, opførelse af bygninger for boligforening Ungdomsbo i Esbjerg. - Ombygning af den tidligere politistation i Toftlund til kostskole og opførelse af lastvognværksted Dieselgården i Padborg. - Murerarbejdsmand hos Jegerup Byggeforretning ved Eigil Wind, opførelse af nye parcelhuse i bl.a. Jegerup og Vojens, stald og ladebygninger på Vojens Mark, plus en del reparationsarbejde. – Entreprenørfirmaet Kjær & Thrillingsgaard, byggearebejde i Vejen og frysehus Cold Stores i Padborg.
Plus havemøbler og carporte i Vejen i ekspeditionen, både på den gamle og den ny fabrik. – Jeppesen Savværk i Jels, fremstilling af bl.a. 105 stk. sommerhuse til Kronenburg i Tyskland. – Phønix Tagpapfabrik i Vejen, fremstilling af pap, wrap til indpakning af olierør i bl.a. Iran (Phönix Pipe Contractors).
Jeg har haft et rigt og varieret liv og masser af gode arbejdskollegaer.
Som ufaglært arbejdsmand har jeg prøvet mange ting og kan da også mange ting. Grunden til mange og skiftende arbejdspladser er ikke selvforskyldte fyringer, udeblivelse og dovenskab. Nogle gange havde jeg lyst til at prøve nye udfordringer og oftest til en bedre løn. Andre gange er firmaer gået fallit og massefyringer en realitet.
Som 16 årig kørte jeg knallert. Lidt før de 16 år startede jeg med en gammel Skylon med ZU motor fra halvtredserne og senere en Derby Ferarey. Så kørte jeg Everton med minarelli motor i et par år. En tysk Zundapp model blev det også til. 18 og motorcykelkort. Jeg havde først en gammel Horex Regina 350 ccm., en tysk maskine fra 1953 og senere en Machless 500 ccm. fra 1953. Det var en ensparker, encylindret og lød næsten ligesom en fiskekutter når man kørte stille og rolig derud ad. Dung dung dung dung der ud ad. Det var ingen racermaskine, men det lød nu godt.
Senere blev det en Vespa Scooter GL 150 ccm., og senest en lille MZ motorcykel. Jeg fik så en Ford Anglia fra 1962, så en Simca 1000, en Opel Recorcd A model, Buisk Skylarc fra 1962, en Morris Mascot fra 1964, en VW boble fra 1962, nogle Ford Taunus'er og Ford Granada'er fra 1970erne, en Ford Consul, en Saab 900 fra 1986, en Opel Vectra fra 1991, en Citroén Xantia fra 1993, en Ford Escort med flere, alle ældre biler. En VW Golf 1.8 og nu er det så en Chevrolet Lacetti jeg kører i.
Der hjemme på marken hos mine forældre havde jeg en VW fra 1949, en Ford Fairline fra 1957 og en Ford Anglia Stationcar fra 1963. De kørte godt, men blev aldrig synet og endte som skrot. I dag kunne sådan nogle godt have kostet nogle kroner.
Jeg har haft venstre ben knust 2 gange, med lange sygeperioder til følge; - og jeg har modtaget fagforeningsunderstøttelse. De perioder har jeg brugt til dygtiggørelse med flere kurser inden for træindustrien, - maskinsnedkerfaget, tegningsforståelse, VUC Voksenundervisning – Truckkursus – EDB, PC-kørekort osv. osv.
Mit ønske var nu at læse til trætekniker. Et par gode anbefalinger gjorde mig kompetent på Skive Tekniske Skole og derfor kurser indenfor træindustri. Dengang var kriterierne udlært tømrer, snedker eller dispensation som træindustriarbejder i mindst 4 år, plus niende klasses afgangseksamen og et år på teknisk skole. Jeg nappede derfor niende klasse på VUC Voksenundervisning. I mellemtiden ændredes kriterierne til mindst tiende klasses afgangseksamen og halvanden år på teknisk skole.
Jeg søgte om en ny dispensation, men den gik ikke. Nu var det slut.
Grundet mén efter 2 gange at have knust venstre ben, havde jeg lidt fravær på arbejdspladsen og det kunne hverken arbejdsgiveren eller jeg være tjent med.
Jeg tog så 9 måneder med EDB, PC hvor jeg lærte meget. I mellemtiden fyldte jeg 50 år, og ingen havde brug for en der havde gået sygemeldt over 1 år og yderligere gået på PC-kursus i næsten 1 år. Subsidiær en mappe fyldt med kursusbeviser fra Teknisk Skole, Specialarbejderskoler osv.
Sund fornuft burde efter omhandlende have været et lettere arbejde som jeg kunde holde ud, uden fravær, og uden at lægge det offentlige til byrde.
Sådan blev det ikke og 52 år gammel søgte jeg min førtidspension og fik den tilkendt 1 måned senere.
På visse områder følte jeg mig lettet og fri for spekulationer, men arbejdssky element der aldrig har arbejdet og blot udnytter systemet, godkender jeg ikke.
Jeg har altid haft den holdning at man bør klare sig selv og ikke nasse på det offentlige. Omhandlende er ikke mit ønske, men mener heller ikke at have noget at skamme mig over.
I perioder har jeg tjent rigtig mange penge. I dag har jeg ingen, men oplevelser har der været mange af.
Jeg har f.eks. ofret mange timer i naturen med fotografering, besøg af seværdigheder i lille Danmark og pleje af mange andre interesser.
Som yngre har jeg grundet mit arbejde boet forskellige steder som f.eks. Fredericia – Odense – Brønderslev – Christiansfeld – Vojens – Øster Lindet - Arnum - Vamdrup – Skodborg – Brørup – Ladelund og Vejen.
I sommeren 1985 købte jeg en landarbejderbolig på Jelsbjerg mellem Jels og Oksenvad, 1 kilometer fra mit fødehjem på Jelsmark. Mange gange var jeg udsat for tyverier og forsikringsselskaberne ville ikke længere have mig som forsikringstager. Det var svært at få det hele til at nå sammen, og hvor jeg en enkelt gang fik stjålet værktøj og redskaber for 30.000 kr. som ikke blev erstattet. Folk mente at jeg selv var skyld i tyverierne, hvorfor har jeg aldrig fundet ud af.
År 2000 er det slut som prioritetsbestyrer og jeg anskaffer en lejebolig, et lille ledvogterhus ved jernbanen i Neder Lerte. Huset er nu brækket ned og jævnet med jorden, så de seneste 13 år har jeg boet hvor jeg bor nu. Det er jeg godt tilfreds med.
I 1994 var mine forældre udsat for røverier af en kaninrøver. Han var maskeret i en slags karnevalskostume der lignede en kanin. Ved det første røveri foretog politiet ikke meget. Røveren blev senere pågrebet efter et lignende røveri hos en ældre dame i Svanemosen, Hjarup ved Kolding.
Han afsonede i Renbæk ved Skærbæk og under en udgang, rejste han direkte til mine forældre og foretog det tredje røveri. På det tidspunkt var jeg på kursus i Sandmosen oppe ved Brovst. Røveren havde prøvet at få det til at se ud som om det var mig der var røveren. Nu er det bare lige det at en mor næsten altid kan genkende sin søn. Han blev pågrebet på Sommersted Hotel og idømt en længere straf ved retten i Rødding.
Min far døde i foråret 1996 og min mor kom aldrig rigtigt over røverierne. Hun følte sig utryg ude på Jelsmark og flyttede sommeren 1996 til Jels hvor hun befinder sig godt.
Min yngre bror Hans Jørgen var ugift og boede hjemme. Han gik mine forældre til hånde med mange ting og var beskæftiget på en fabrik i Nagbøl. Han blev dræbt efter et færdselsuheld i Hammelev foråret 1986. Det var hårdt for mine forældre, som også mistede en søn Jørgen i 1952, som døde 3 måneder gammel af lungebetændelse.
Det er synd at specialarbejderkurser aldrig har været velsete i blandt den almindelige befolkning. Jeg har søgt arbejde med en mappe fuld af kursusbeviser og flere steder fået at vide at det ikke lige var sådan en som mig de søgte. Man var af den mening at sådan nogle som os ville være klogere end deres svende.
Nogle i min bekendtskabskreds bebrejdede mig at det var nytteløst at tage på de der kurser, og man lærte intet så det var kun spild af penge.
Jeg mener nu ikke det er en skam at dygtiggøre sig, og forsøge at komme videre i arbejdsøjemed. Med rette kan jeg kalde mig maskinpasser uden at skamme mig, og har virkelig haft meget ud af mine kurser på bl.a. Teknisk Skole i Skive, Jysk Teknologisk Institut i Århus og Teknologisk Institut i Taastrup.
Arbejdsplanlægningskursus på Teknologisk Institut i Taastrup, som hovedsagelig var for dem der aspirerede til værkfører eller driftleder, men som alle kan have godt af. Samarbejde, overblik, miljø, kommunikation mellem manden på gulvet og toppen, ledelsen. De undervisende er professorer. Betjening af overfræser, dobbelttapper, flerspindlet kehlemaskine, værktøjsvedligeholdelse, slibning af jern, rund og båndsavklinger, opstilling af maskiner, måleteknik, overfladeteknik, tegningsforståelse, træteknik, faglig regning, transmisionsberegning og meget andet. Alt sammen både i teori og praktik. Jeg tegnede en yderdør og et vindue med sprosser, kvartstaffer, kontra kehlinger osv., lavede opsnøringer og sleb jern til profilerne på tegningen. Herefter opstilling af de forskellige maskiner og producerede en færdig dør og et færdigt vindue. Truckcertifikat på Specialarbejderskolen i Aabenraa og et sprængningskursus, minørkursus, i Aakirkeby på Bornholm. Her lærte vi at sprænge sten og klipper. Dygtige og gode faglærere i et moderne miljø med det nyeste i maskiner indenfor træindustri var med til at danne rammen om en uvurderlig viden, som altid står printet på nethinden. Oplevelsen af kammeratskab med socialt ligestillede er tider jeg mindes med glæde.
Min fritid på disse kurser foregik oftest i naturen i nærheden eller nærliggende omegn. I weekenderne rejste jeg lidt længere ud i periferien. En af mine interesser er fotografering og dengang fulgte mit kamera, en Olympus OM-2 mig som en lille hund. Jeg har fotograferet mange tusinde billeder i naturen, og bl.a. lynskudt en ræv med sit bytte, en and på nakken. ( Jeg løser jagttegn hvert år, men inviteres næsten aldrig på jagt, da jeg ikke har jord og kan invitere igen. )
På kurserne boede og spiste vi fantastisk godt. Jeg blev hverken uddannet tømrer, snedker eller arkitekt som havde min interesse. Træteknikeruddannelsen blev heller ikke til noget takket være de lærdes evige omstrukturering, hvor kriterierne blev strammet år for år, og til sidst var det slut med at få flere dispensationer.
Som håndværker, arkitekt eller trætekniker havde jeg uden tvivl tjent flere penge, og måske også haft en omgangskreds i et socialt anderledes miljø; - men om jeg havde været lykkeligere af den grund er da ikke sikkert.
Skudsmål: Som 16 årig byggede jeg et nyt roehus for en gårdmand. Opmuring i leccablokke og tildannet spær fra skoven og oplægning af tagplader. Da byggeriet var færdigt og vi sad inde i køkkenet, kom gårdmandens gamle mor ind og sagde:
Hvor ser det flot ud Peter. Det må rigtignok være en Guds gave, sådan at kunne lave alt muligt.
Det luner med en venlig bemærkning.
Kærester har der været, som f.eks. hende jeg boede sammen med i nogle måneder. Om morgenen når jeg tog på arbejde sov hun. Når jeg kom hjem fra arbejde var hun borte, men kom gerne listende hjem midt om natten. En nat hun kom hjem, havde jeg pakket hendes ejendele, en kuffert, et sofabord og to lænestole, og sat det ud på gangen. Hun spurgte hvad det skulle betyde og jeg svarede at hun kunne gætte tre gange, men jeg gik ud fra at hun havde forstået det. Vi bar hendes ting om i den anden byende til ham hun alligevel var sammen med. Hun mente hun holdt af os begge og så måtte jeg jo vælge for hende.
Så var der hende den løjerlige. Sød pige, men løjerlig. En aften vi havde været på besøg hos en af mine kammerater sagde hun. Ham der kan jeg også godt tænke mig. Nåh, ja men altså - Jeg fortæller den generte og tilbageholdende kammerat sammenhængen.
De flytter sammen og nogle måneder senere kommer kammeraten hjem og finder pigen dybt bevistløs. Han kører for fuld hammer pigen på sygehuset til udpumpning. Hun havde spist et par glas med bl.a. sovepiller. Desværre havde hjernen fået for lidt ilt og hun måtte indlægges med hukommelsestab på statshospitalets lukkede afdeling. Hun ville så gerne have børn, men kunne ingen få, og det gik hende så meget på, at hun prøvede at tage sit eget liv. I dag er kammeraten død, men han glemte hende aldrig.
Der har da været flere, men børn er der ingen af. Jeg villa da gerne have haft et par børn, tronarvinge til mit jordiske gods og føre slægten videre.
Jeg har røget som en landbrugsskorsten. I dag er jeg ikke ryger og kan sagtens bruge de penge til noget mere fornuftigt.
Jeg har mine drømme og ideer: Måske en stor gevinst, en tur til Amerika og; - ja eller blot det at kunne gøre noget og glæde andre.
En kæreste at bo sammen med eller måske blot en god veninde at dele livets glæder med. Mennesker er ikke just skabt til at leve alene, om end mange vælger den frie og uafhængige tilværelse.
Jels ligger skønt i en pragtfuld natur i den nordlige del af Sønderjylland – Syddanmark med 25 kilometer til Haderslev, 25 kilometer til Kolding, 25 kilometer til Christiansfeld, 25 kilometer til Toftlund, 15 kilometer til Vojens, 15 kilometer til Vejen, 15 kilometer til Gram, 10 kilometer til Skodborg, og 10 kilometer til Vamdrup. Byen er på godt et par tusinde indbyggere og hører under Vejen Kommune.
Det er en ultrakort udgave af mit tilbageblik. Den lange kunne vel blive til et 24 binds værk som vist kun kan have min egen interesse.
Ajour januar 2015. PPS
Typografi: Segoe Print
.
.
.